Computerspil

 

ThirdWorldFarmer
ThirdWorldFarmer er et simpelt spil, som kan udfordre både børn og voksne.

Spilleren skal styre et fattigt landbrug i den tredje verden og oplever på den måde karakteristiske problemer som borgerkrig, korruption, hungersnød, unfair handelsaftaler og manglende sundheds- og skolevæsen.

Spillet er blevet genstand for en del opmærksomhed, fordi det sætter fokus på alvorlige problemer, og fordi det overrasker ved sine uretfærdige regler, der, for at understrege den håbløse situation for mange i den tredje verden, ikke lader spilleren vinde.

Spillet, som er udviklet af studerende ved IT-Universitetet i København, har fået ros og anerkendelse verden over. Spillet bliver bl.a. brugt i geografi- og økonomiundervisningen på universiteter i Canada og Australien.

Kan spilles på både dansk og engelsk online uden installation.

Klik her for at spille ThirdWorldFarmer.


Take Part
Take Part er et procesorienteret spil, der sætter fokus på demokrati, forhandling og kommunikation.
I spillet bliver deltagerne til aktive beslutningstagere i et fiktivt univers, der består af fire Øråd på fire øer, et Regionsråd og et Statsråd i et tredjeverdensland.

Deltagerne har stor indflydelse på:
 · Hvordan de vil etablere sig i et demokratisk samfund
 · Hvilke værdier og regler, de ønsker at prioritere
 · Hvilke interesser, de vil forfølge
 · Hvordan de vil løse opståede konflikter

Spillet er udviklet og produceret i et samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp og Statens Pædagogiske Forsøgscenter med støtte fra Danidas Projektmidler.

Spillet kan spilles offline i en ren papirudgave eller bestilles gratis hos Folkekirkens Nødhjælp her.
Den primære målgruppe er 8. - 10. skoleår og kan spilles på engelsk eller dansk.

 
EU-løbet
EU-løbet er en del af siden www.ansvarsflugt.dk, som er udviklet i samarbejde mellem Folkebevægelsens Ungdom mod EU og Folkebevægelsen mod EU.

Organisationerne bag siden mener, at EU begrænser Danmarks mulighed for at gå foran som et godt eksempel, og at EU fører en politik, der er til skade for de fattige lande.

Spillet er et utroligt simpelt og banalt spil, men kan alligevel bidrage til eftertanke og diskussion for de ældre elever i Folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Klik her for at spille EU-løbet.